Jeg læste med stor interesse en artikel i Finans vedrørende hjemmearbejde, og hvad der blev beskrevet som ”en verdensomspændende tvist mellem arbejdsgivere og medarbejdere”.
Under corona gav det jo lidt sig selv. Vi skulle arbejde hjemmefra – det såkaldte Work From Home – vi skulle passe på os selv og forhindre smitte. Vi troede, at det var midlertidigt. Nu er det bare ikke længere midlertidigt, og det virker til, at Work From Home er blevet permanent.
Helt frivilligt, I know, men så alligevel ikke, for de andre gør det, der tilsyneladende er ”the new normal”. Det, som sikrer medarbejderne fleksibilitet, og så er det svært at gå den anden vej og ikke tilbyde det. Det er også det, der efterspørges fra medarbejderne i Microsofts Work Trend Index Report, så naturligvis er det blevet et parameter.
At vi nu sidder i vores køkkener og holder møder med hinanden, har udløst to ting: For det første er vi blevet meget bedre til at bruge videokald i hverdagen. For det andet er retten til arbejde hjemmefra blevet noget, vi nu betragter som et vilkår, noget der gøres brug af. Det første er meget positivt, det er helt sikkert. Det andet er simpelthen noget lort for mig.
Når jeg ikke tøver med at kalde det noget lort, er det ikke fordi, jeg betragter mig selv specielt meget i den ene eller den anden lejr i den førnævnte tvist mellem arbejdsgivere og medarbejdere, jeg er lidt i begge. Det er mig som person, der er udfordret. For mig er det at have et arbejde ikke bare en nødvendighed for at betale regninger, for så kan jeg da sagtens sidde i køkkenet, drikke min egen kaffe og banke tal ned i excel-ark for fuld skrue.
Det er bare ikke nok for mig. For mig er arbejdet en vigtig social stimulans, som gør at jeg møder andre mennesker, får andre input samt får diskuteret faglige udfordringer og får snakket fodbold. Det er også i omgangen med andre mennesker, at vi lærer, lærer fra os og endda udvikler os. Det er uden tvivl med til at identificere mig som person, at jeg går på arbejde. ”Jeg elsker sådan samspillet med mine kolleger, det er så udviklende”. Sagde ingen. Nogensinde. Hjemme fra køkkenet.
Jeg kan jo godt se i Microsofts undersøgelse, at jeg går lidt den forkerte vej, og det er nok bare mig, som ikke forstår glæden ved at arbejde fra sit køkken uden kollegial omgang. Jeg tror, at det er fordi, jeg har det med mit arbejde, som jeg har det med enhver anden aktivitet, jeg skal udføre. Når jeg skal i haven, kan jeg godt lide at tage et par gamle bukser på. Skal jeg cykle er det bedst i cykeltøj. Og hvis jeg skal arbejde, kan jeg godt lide at iføre mig en skjorte, og cykle hen på kontoret.
Det er som om, hver lokation er bedst til akkurat det, den er udført til, og det at klargøre mig til en dag på kontoret sikrer mig et afbræk og sikrer, at det hele ikke bare er det samme. Bare cykelturen til kontoret har en enorm værdi for mig. Det er her, jeg tømmer hovedet og forbereder mig på en ny dag.
Misforstå mig ikke, jeg forsøger ikke at komme hjemmefra for enhver pris, og en enkel hjemmearbejdsdag i ny og næ er da også rart. Men ikke på vilkår fast to-tre dage om ugen. For når jeg er hjemme, er jeg hjemme, og jeg synes, at det bliver så identitetsforvirrende for mig, hvis forskellen på, om jeg ser After Life i sofaen, eller er på kald med mine kolleger, udelukkende består, i hvilken bluse jeg har på. Shortsene under kameraet er de samme, jeg gider ikke engang skifte, når ingen alligevel ser det.
Jeg anerkender, at det sikkert virker for andre. Jeg må bare være ærlig og melde klart ud, at jeg er elendig til det, og jeg tror, at hvis vi ikke tænker os godt om nu, mister vi en hel del af den sociale kapital, den usynlige værdi i stærke indre samarbejdsrelationer, som opstår, når man bruger tid sammen med kolleger.
Det, der adskiller den ene arbejdsplads fra den anden, er jo mennesker, som arbejder der og dermed kulturen. Jeg elsker den kultur, der opstår på en arbejdsplads, og som er formet og dyrket af de kolleger, som hver især stempler ind med deres bidrag. Kulturen er menneskeskabt i samspillet, men hvis alle arbejder hjemme to-tre dage om ugen, hvem skal så forme og vedligeholde den?